montering af toilet sådan klarer du det på 60 minutter

Montering af toilet! Sådan klarer du det på 60 minutter

Står du nogle gange og kigger på dit toilet, og tænker, at det godt kunne trænge til en udskiftning? I denne guide viser vi dig, at du faktisk selv kan gøre det på en times tid. 

Står der ‘udskiftning af toilet’ øverst på boligens to-do liste?

Så frygt ej.

For montering af et toilet er en relativ enkel opgave, som de fleste handymen og kvinder kan løse på en times tid.
 

Her får du den store guide fra A til Z om at udskifte et toilet.
 

Hvad for et toilet har du, og hvilket ønsker du?

Du starter selvfølgelig med at konstatere:

  • Hvilket toilet du har.
  • Og hvilket toilet du ønsker fremover.
     

Grundlæggende er der tre typer toiletter, nemlig stående med S-lås, stående med P-lås og væghængte toiletter.
 

Hvis du kort og godt ønsker at erstatte dit nuværende toilet med et toilet af samme type, skal du først fastslå, hvilket toilet du har.
 

Sådan gør du:

  • Et væghængt toilet er ikke til at tage fejl af, da det, ja, hænger monteret direkte på din væg. Det har altså ingen kontakt med gulvet.
  • Et toilet med S-lås har afløb direkte lodret ned i gulvet.
  • Et toilet med P-lås har afløb direkte vandret ind i væggen bag ved selve toilettet.
     

Nu burde du med det blotte øje kunne fastslå, hvilket type toilet du har. 
 

Og hvis du altså ønsker at udskifte det nuværende med et nyt toilet af samme type, er du nu klar til at købe dit næste toilet.
 

5 overvejelser råd når du skal købe et toilet

Nr. 1 - Vælg et klimavenligt toilet

Du bør vælge et toilet med et lavt vandforbrug. Hvis du udskifter et ældre toilet, der bruger 9-12 liter vand pr. Skyl, til et toilet med to skylle niveauer på hhv 2 og 4 liter, vil du spare omkring 3.500 liter vand om året. Det er både godt for miljøet og for pengepungen.
 

Nr. 2 - Douche funktion

I dag er et toilet ikke nødvendigvis bare et toilet. Toiletter kan eksempelvis fås med douche funktion, hvor du bliver vasket ren med lunt vand, når du er færdig. Det sikrer en bedre hygiejne. 
 

Nr. 3 - Tørrer funktion

I forbindelse med douche er der også udviklet en tørrer funktion, hvor du bliver tørret med lun luft, efter du er blevet vasket med vand. Det gør toiletpapiret overflødigt - hvilket både sparer penge og hjælper klimaet.
 

Nr. 4 - Lys

I dag kan toiletter også fås med en lysfunktion, så du ikke behøver tænde for det skarpe lys om natten. I stedet kan en sensor på toilettet starte et roligt og blidt LED lys, når du kommer indenfor 2 meter af toilettet.
 

Nr. 5 - Du kan formentlig godt skifte til væghængt

Det kommer selvfølgelig an på forholdene i din bolig. Men i de fleste tilfælde kan det godt lade sig gøre at montere et væghængt toilet et sted, hvor der tidligere har været et stående toilet. Det er dog et noget mere omfattende projekt, der formentlig kræver en professionel håndværker.
 

Udskiftning af dit toilet → Den ultimative guide

Nu gennemgår vi punkt for punkt, hvordan du udskifter dit toilet. 

Bemærk at de nedenstående guides handler om at udskifte og erstatte toilettet med den samme type toilet.
 

Stående toiletter → Et par generelle råd

Vi lægger ud med nogle generelle råd og betragtninger, når det kommer til udskiftning af stående toiletter. 

Her er altså nogle ting at overveje og huske, uanset om du skal skifte et toilet med S- eller P-lås.
 

Nr. 1 - Vær opmærksom på dit gulv

Stående toiletter skal efter alt at dømme skrues fast i gulvet. Og det betyder naturligvis, at der skal bores huller i gulvet. Tænk derfor blandt over: 

  • Din gulvtype: Kan der bores i dette gulv? Og hvordan gør man det korrekt? Har du fliser på gulvet, kan det eksempelvis være en god ide at bruge et glasbor.

 

Nr. 2 - Er der slanger under toilettet?

Ligger der slanger, eksempelvis med gulvvarme, direkte under toilettet? I så fald er det ikke en god løsning at bore i gulvet. I stedet bør du lime toilettet fast til gulvet med sanitetssilikone. Det fås i flere farver, så du kan vælge én, der passer til dit badeværelse.
 

Sådan afmonterer du et stående toilet med S-lås

Toiletter med S-lås er de mest almindelige, så derfor får du her en udførlig guide om at erstatte dit gamle toilet med et nyt med S-lås:
 

Nr. 1 - Sluk for vandtilførslen

Ofte vil der sidde en hane på væggen bag toilettet. Drej på hanen så vandet stopper.
 

Nr. 2 - Skyl ud i toilettet et par gange

På den måde tømmer du cisternen for vand.
 

Nr. 3 - Løsne skruerne

Dit toilet er formentlig monteret direkte i gulvet med 2-4 skruer. Find din skruetrækker frem og tag skruerne væk. Lad skruemaskinen blive i værkstedet - når man arbejder med porcelæn er det en fordel at bruge hænderne.
 

Nr. 4 - Vrik forsigtigt toilettet fra side til side

Det skal gerne løsne og brække den fuge, der er mellem toilettet og gulvet.
 

Nr. 5 - Find en gulvspand og et gammelt håndklæde frem

For de ting skal du bruge i trin 6.
 

Nr. 6 - Løft toilettet af, hold det over gulvspanden og tip toilettet bagover 2-3 gange

På den måde tømmer du det vand, der ligger i vandlåsen.
 

Nr. 7 - Stil det gamle toilet væk

Det skal du ikke bruge længere.
 

Nr. 8 - Find det nye toilet samt de andre dele frem

Hent det nye toilet, en ny tilslutningsslange og din multikvik eller klosettilslutning.
 

Nr. 9 - Sæt klosettilslutningen ned i afløbet og hent opvaskemidlet

Smør nu klosettilslutningen med lidt opvaskemiddel. Det gør det nemmere at sætte toilettet ned i tilslutningen samt få det op igen.
 

Nr. 10 - Sæt toilettet ned i tilslutningen

Når toilettet er tilpas nede i tilslutningen, skal det gerne være helt nede i gulvniveau. 
 

Nr. 11 - Kontrollér at toilettet står lige

Her kan du finde tommestokken frem og måle afstanden til den nærmeste væg.
 

Nr. 12 - Lav boremærker på gulvet

Når toilettet står det helt rigtige sted, er det tid til at markere, hvor du skal bore i gulvet. Find en blyant eller kuglepen frem. OBS - Det er vigtigt, at du holder din blyant en smule skråt ind mod toilettet, når du mærker op. For ellers bliver det svært i sidste ende at skrue toilettet fast til gulvet. Hvis det er svært at lave mærker på dit gulv, kan du tage toilettet op igen og sætte malertape på gulvet, hvor du regner med at du skal bore. Det er altid muligt at lave en markering på malertape.
 

Nr. 13 - Løft toilettet af

Og find din boremaskine, bor, rawplugs og skruer frem.
 

Nr. 14 - Bor hullerne skråt

Husk at bor dine huller en smule skråt ind mod toilettet. Så er du sikker på, at du bagefter kan komme til, når du skal skrue toilettet fast med din skruetrækker. Sæt bagefter rawplugs i hullerne.
 

Nr. 15 - Sæt toilettet tilbage igen og skru det fast

Her kan vi som nævnt kun anbefale, at du bruger en skruetrækker og håndkraft. På den måde er det meget nemmere at mærke, om toilettet står fastspændt uden at være overspændt. I værste fald går porcelænen i stykker.
 

Nr. 16 - Står toilettet lige?

Find vatterpasset frem og mål om toilettet står lige. Står det skævt? Så kan du forhåbentlig løsne dine skruer en smule og klodse toilettet op, så det står lige.
 

Nr. 17 - Lav din afslutning mod gulvet

Afslutningen mod gulvet kan ske på mange forskellige måder. Her er tre af de mest benyttede metoder: 

  • Du kan lægge en sanitets fuge langs med toilettets kant. 
  • Du kan klodse toilettet op og mure en smule op under toilettet. 
  • Du kan bruge en fugestrimmel.
     

Nr. 18 - Sæt vandet til

Montér vandtilførslen til både toilettet og vandhanen.
 

Nr. 19 - Sæt toiletsædet

Når den sidste skrue er stram her, er du færdig! Tillykke med dit nye toilet.

Hvis udskiftningen af toilettet er del af en større renovering af dit badeværelse, kan du her finde gode tips og tricks til indretning af badeværelset.
 

Vælg det rigtige tilbehør

Når toilettet er monteret, er det tid til at kigge på andre ting, der også bør være omkring dit toilet.

Vores udvalg af toiletrulleholdere, toiletbørster, toiletsæder og toiletspande er stort, og vi er sikre på, at du finder nogle produkter, der passer til dit badeværelse.
 

Hvad koster et nyt toilet?

I dag er der mange forskellige mærker, der producerer toiletter. Og det betyder, at du kan finde toiletter i mange forskellige prisklasser.

Et billigt toilet med S-lås kan koste ned til omkring 1500 kroner, mens et douche toilet kan koste mange tusinde kroner.

Her kan du finde alle vores toiletter og tilbehør.

 
Relaterede produkter
Et øjeblik...