fliser på badeværelset stor gør-det-selv guide

Fliser på badeværelset! Stor gør-det-selv guide

I denne gør-det-selv guide fortæller vi step-by-step, hvordan du selv lægger fliserne i dit badeværelse, og hvilke redskaber processen kræver, at du bruger. 

Fliser på badeværelset er blevet fast inventar i mange danske hjem - og med god grund. 

For fliser er både flotte, praktiske og løfter ethvert badeværelse betragteligt.
 

Her er en række gode grunde til at sætte fliser op på badeværelset: 

  • De er nemme at rengøre.
  • De kan uden problemer tåle vand og damp.
  • Det er muligt at sætte fliser op selv, hvis man er lidt fiks på fingrene (psst - den store gør-det-selv guide kommer senere i dette blogindlæg).
     

Hvilke typer fliser kan jeg få?

I dag er der mange forskellige fliser på markedet, der egner sig til et badeværelse. Og man skal gøre sig mange overvejelser, eksempelvis:

  • Hvilket materiale fliserne skal være?
  • Hvilken størrelse de skal være?
  • Hvilken farve de skal have?
  • Og hvilken udformning de skal have?
     

Her får du mere info om tre af de mest almindelige flisertyper, nemlig naturfliser, glasmosaik og keramiske, glaserede fliser:

 

Naturfliser

Naturfliser er fliser, der er lavet af naturlige sten. Naturfliser har ofte et tydeligt mønster og måske en porøs overflade med naturlige huller. Det synes nogle er flot, da det skaber et mere ‘levende’ og dynamisk udtryk. Omvendt er denne type fliser mere sarte og tåler eksempelvis meget dårligt (eller slet ikke) rengøringsmidler.

Denne type fliser kan godt bruges i en bruseniche, men så anbefales det at imprægnere fliserne omkring én gang årligt. Det sikrer, at vandet ikke trænger ind i selve flisen og ødelægger den.
 

Glasmosaik

Denne type fliser egner sig godt til et vådrum, da de er lavet af glas, der er vandtæt. Samtidig er de nemme at rengøre, da de tåler stort set alle rengøringsmidler. Samtidig kommer denne flisetype i et væld af farver og niveauer af blankhed. Ofte er selve den enkelte flise i en glasmosaik lille. Men de kommer i en form for ‘plade’, hvor mange fliser allerede sidder side om side. Og det gør monteringen af dem nemmere.
 

Keramiske, glaserede fliser

Denne fliser kommer også i et hav af udformninger og farver. Samtidig er det den nemmeste flise at vedligeholde og rengøre. 
 

Hvilke fliser skal jeg vælge? 6 gode overvejelser

Som nævnt er udvalget i dag stort, og det stiller også store krav til dig, der ønsker fliser. For hvad er dine behov? Hvor skal fliserne op? Hvilket udtryk ønsker du? Det er bare tre af de spørgsmål, du bør have svaret på, før du køber dine fliser.

Her får du 6 af de vigtigste overvejelser:

  • Hvilket look ønsker du på badeværelset
  • Skal der være fliser overalt eller kun udvalgte steder?
  • Hvor nemt skal det efterfølgende være at holde området med fliser rent?
  • Hvad er dit budget?
  • Skal fliserne have mønster eller være glatte?
  • Hvordan passer fliserne til den øvrige indretning af badeværelset?
     

Se vores store udvalg af alt fra badeværelsesmøbler til armaturer her
 

Nu kommer vi til den store gør-det-selv guide til dig, der vil sætte fliser op. Husk at orientér dig grundigt i reglerne for badeværelser, før du begynder på arbejdet.
 

Opsætning af fliser - Det her værktøj skal du bruge

  • Stor spand
  • Vand
  • Boremaskine med piskeris
  • Fliseklæb
  • Fliser
  • Fugesnor eller flisekryds (kommer i alle tykkelser)
  • Tandspartel
  • Fliseskærer 
  • Forankringsgrunder (måske)
  • Vaterpas
     

Sådan sætter du fliser op

Step 1 - Som det allerførste skal du have totalt styr på din væg, før du går i gang. Hvis du sætter fliser på en gipsvæg, skal dit spartlearbejde være færdigt, og væggen skal have fået et lag forankringsgrunder (da den er stærkt sugende). Og før det kan ske, skal der være styr på vådrumssikringen, hvis du sætter fliser op i en vådzone, eksempelvis en bruseniche.
 

Step 2 - Det er en god idé at sætte nogle vandrette streger løbende på væggen. Det er meget vigtigt at de streger er i vatter. Det kan også være en god idé at sætte én eller flere lodrette streger på midten af væggen, så du har noget at styre efter.
 

Step 3 - Dæk dit gulv af. For du vil formentlig spilde fliseklæb, når du går i gang.
 

Step 4 - Hæld vand i din spand først og tilføj herefter din fliseklæb stille og roligt til vandet. Brug en stor ske til det, for hvis du hælder direkte vil det støve en masse, og du ønsker ikke at indånde det støv. Brug herefter boremaskinen og piskeriset til at blande tingene sammen. Pisk til du har fået en klæbrig masse, som du kan arbejde med, og lad den herefter stå og trække i ti minutter. Pisk den herefter kort igennem igen med din boremaskine.
 

Step 5 - Læg en klump fliseklæb på din tandspartel og træk det på væggen, nedefra og op, med den glatte side først. Hvis du skal sætte fliser op på et stort areal, så påfør kun fliseklæb til to rækker fliser af gangen. Påfør et jævnt lag fliseklæb.
 

Step 6 - Vend nu din spartel og træk igennem fliseklæbet med tandsiden af spartlen. Det sikrer, at der kommer et jævnt lag fliseklæb over hele arealet.
 

Step 7 - Nu er det tid til at sætte fliserne op og start derfor med at vask dine hænder. For hvis der kommer fliseklæb på forsiden af dine fliser, og det får lov at hærde op, bliver det meget svært at få af igen. Det skal du også huske løbende, når du sætterne fliserne på.
 

Step 8 - Pres nu fliserne ind i fliseklæbet og pres godt rundt på hele flisen for at sikre, at den har kontakt med væggen. Hvis du er i tvivl, kan du forsigtigt lirke en flise af og kigge på flisens bagside: Her skal der gerne være fliseklæb på hele flisen. På nogle fliser sidder der en lille pil på bagsiden af flisen, der ofte peger opad. Hvis det er tilfældet, skal den ende af flisen altså pege opad. Det er for at sikre et ens udseende og mønster i sidste ende.
 

Step 9 - Vær særligt opmærksom på den nederste række fliser: Den række skal sidde snorlige og i vatter. For den er fundamentet for resten af fliserne. Hvis den nederste række er skæv, kan du være sikker på, at resten også bliver skævt.
 

Step 10 - Hvis du ønsker en fugekant mellem fliserne, skal du løbende indsætte din fugesnor eller dine flisekryds imellem alle fliserne, mens du arbejder videre. Og husk: Uanset om du bruger fugesnor eller flisekryds skal de blive siddende, indtil fliseklæbet er fuldt hærdet op.
 

Når den sidste flise sidder fast, har du fyraften.
 

Læg fugerne mellem fliserne - sådan gør du

Dagen efter er fliseklæberen hærdet op, og du kan gå videre med fugearbejdet. For langt de fleste ønsker en fugekant mellem deres fliser.
 

Det her værktøj skal du bruge:

  • Stor spand
  • Vand
  • Flisefuge
  • Boremaskine med piskeris
  • Flisefugebrædt med gummi
  • Fliserensebrædt
     

Step 1 - Bland din flisefuge på samme måde som du blandede fliseklæberen. Husk at flisefuge kommer i forskellige grovheder alt efter fugeafstanden. Jo større afstand, jo grovere flisefuge skal du bruge.
 

Step 2 - Påfør fugemassen på dit flisefugebrædt med gummi og begynd at påfør fugemassen på væggen. Når du gør dette, skal du efter bedste evne presse fugemassen ind og ned i selve fugerne. Du skal forsøge at få mest mulig fugemasse ned mellem fugerne og mindst muligt på selve fliserne (for det er bare mere oprydningsarbejde til dig i sidste ende).
 

Step 3 - Når fugen er trykfast, kan du begynde at gøre væggen ren for at fjerne det overskydende fugemasse, der sidder på selve fliserne. Brug fliserensebrædtet til dette arbejde. Du skal måske rense fliserne et par gange på denne måde og husk at skift vandet løbende.
 

Step 4 - Når du er færdig med det groveste arbejde - og fliserne næsten er helt færdige - bør du tørre fliserne over med en tør bomuldsklud. Så får du det allersidste fugeslør af fliserne.

Relaterede produkter
Et øjeblik...